Før i tiden var gymnasiet for de få. I dag tager flere og flere unge på det almene gymnasium, men for nogle ender det med tre år uden formål. Skolen bliver en sur pligt, og i stedet bliver alkohol og fester et lyspunkt i den ellers meningsløse hverdag.
Af: Jacob Bargum
Når Iben ser tilbage på sin tid i gymnasiet, er det med blandede følelser. Hun er glad for at have bestået sin studentereksamen, men de tre år har langt fra været en dans på røde roser. Hun fortæller, om en tid hvor hun ikke så noget formål med uddannelsen, og i stedet blev bøgerne skiftet ud med fester og alkohol.
”På den ene side er jeg jo glad for at jeg har fået en studentereksamen, men jeg havde det bare virkelig ikke godt de tre år,” siger hun.
Da Iben skal starte i gymnasiet, har hun været på efterskole. Efterskolen gav hende et pusterum inden hun skulle videre med en ungdomsuddannelse.
Faktisk havde hun ikke gjort sig mange tanker om, hvad hun ville vælge – kun at hun ligesom alle andre ville starte i gymnasiet. Hun beskriver hendes valg som en ”automatreaktion”.
Når hun ser tilbage på den beslutning, stod hun selv med den. Der var ingen voksne, som tog fat i hende, for at tale tingene igennem en ekstra gang.
”Jeg valgte linje på gymnasiet ved at studievejlederen fra min efterskole kom ind mens jeg lå og sov. Så spurgte han, hvilken linje jeg kunne tænke mig, og så var dét det.”
Iben starter på Silkeborg Gymnasium. Efter et halvt år skifter hun studieretning, men hun finder aldrig et formål med uddannelsen. Heller ikke strukturen på gymnasiet giver mening for hende.
Hun havner også i en klasse, hvor hun føler sig malplaceret. Hun har svært ved at identificere sig med de pligtopfyldende piger, hvor noter og afleveringer gennemsyrer samtalerne.
”Jeg kan høre på mine gamle veninder, at deres gymnasietid har været markant anderledes end min egen. Det kan jeg også huske. De lavede nogle helt andre ting.”
Alligevel bliver det fællesskabet, som holder hende oven vande de tre år. Hun finder en gruppe mennesker, hun kan spejle sig i. Mennesker som også mangler et formål med skolen.
”De var sgu altid klar på at lave ballade, drikke bajere, ryge nogle joints og pjække lidt om fredagen, fordi man havde været for fuld om torsdagen. Vi var måske ikke så gode for hinanden i den der vennegruppe i virkeligheden.”
Iben er overbevist om, at hun har haft en sjovere gymnasietid end hendes pligtopfyldende veninder. Men hun erkender også, at det nok ikke var den bedste vennegruppe hun havnede i. Hun missede meget af undervisningen og var lukket inde i det ”abefællesskab”, hun fortæller om. Heller ikke gymnasiet gav hende den udvikling, hun havde håbet på. For hende var det ren overlevelse.
Først da Iben er færdig med gymnasiet, ender hun et sted der giver mening for hende.
”Jeg har holdt tre sabbatår, hvor jeg selv har skulle tænke mig om, selv har skulle tjene penge og selv har skulle forholde mig til hvad fanden er jeg vil – og det har været rigtig godt for mig.”